torsdag den 5. juli 2012

Museumsopgave

Kringsminde - museumsskole og landbrugsmuseum

Forsyningsgård nr. 9 - anno 1634

Da jeg bor i Fredericia, nærmere bestemt – Trelde, var det oplagt at besøge museumsgården Kringsminde i Egeskov. Det er et ”levende” museum med høns, får, gæs, ænder og katte. Man har urtehaver og bede, som børnene hjælper med at holde (så, høste og luge). Dyrene (undtagen fårene) går frit omkring og man gør meget ud af, at børnene behandler dyrene med respekt. Ikke jagte eller drille.

Når der slagtes en høne, er børnene med til at overvære det. Det handler om hvordan man levede i tidsrummet 1850-1950. 


Aldersgruppen for de børn, som besøger museet er typisk 0.-5. kl., men alle er velkommen og der er gratis entre`. 

Drengene arbejder i ”marken" og passer dyrene. De vander afgrøderne og dyrene v.h.a. en ægte gammeldags vandpost, hvor vandet pumpes op af brønden, med håndkraft. Og de skal sørge for at hugge brænde til brændselsovnen/-komfuret.

Pigerne samler æg, laver smør, bager boller i brændselsovnen. Koger gammeldags kaffe på madam blå kanden og smører fedtemadder. Der vil nogen gange blive kogt byggrød og øllebrød. Til jul er der selvfølgelig risengrød.

Selvom der er lukket for bygningerne i weekenden, kan/må man gerne komme og opholde sig på de udendørs arealer.

I efterårsferien vil der blive afholdt en dag hvor der kartes og bearbejdes uld. Der brændes krukker af ler m.m. Visning af gammelt håndværk fra dengang………..

Der laves et rollespil for de største børn om foråret. Alle får en rolle. Både børn, personale og lærere/pædagoger.

Der er ”Vaske-Maren”, som vandrer fra gård til gård i hele Egeskov og Trelde, for at tjene til føden og livet for hendes 6 børn, ved at vaske for folk i deres store gruekedel. Hun drikker lidt og det er et hårdt slid. De ”rige og magtfulde” børn af gårdens ejer kender deres plads i hierarkiet. Polak-Lise og hendes bror, må kun opholde sig i gården og aldrig i folkestuen. De må pænt sidde på en bænk eller på trappen udenfor og spise deres fedtemad, mens gårdens børn spiser i den varme stue, hvor der er dækket op med porcelæn og bestik.

Den pædagogiske linie er: Natur og kultur.

I folkestuen står der en kasse med dukker, lavet af klude- og stofrester. Det kan godt bruges som et værkstedspædagogisk forløb.

Der kunne også arbejdes med at karte uld, lave garn og strikke eller hækle. Man kan eventuelt eksperimentere med forskellige måder at plantefarve garnet på. (Dengang brugte man også kemikalier for at give garnet en holdbar farve – fik jeg fortalt).

Målgruppe for et projekt:

Uld projekt: Det kræver lidt tålmodighed og udholdenhed end de mindste ofte har. Som pædagog (i en SFO) vil jeg nok vælge de ældste børn – altså 3. kl. eller børn i alderen 8-9 år.

Historiebogen: Uld - se link: http://www.aksp.dk/index.php?id=489
Kringsminde, link: http://fredericia.dk/Fritid/Fredericiahistorie/Sider/Museerne/Kringsminde.aspx  

Bog: "Hans". Fortælling om en døv drengs barndom på landet omkring år 1900.
Forfattere: Morten Zierau
Udgiver: Døveskolernes Materialecenter
Fortælling om en døv drengs opvækst på (museums)gården Kringsminde i Egeskov ved Fredericia.